Forside > For borgere > Kultur og fritid > Junioridrætsledere - Skolesport

Bliv junioridrætsleder i Projekt Skolesport

Unge i 6. til 10. klasse kan via deres idrætsforening blive uddannet junioridrætsleder og få fritidsjob i Projekt Skolesport. Idrætsforeninger får opkvalificeret deres unge ledere og får ideer til at udvikle egne tilbud.

Kolbøtte  Saltomortale  Tovtrækkeri  Lege

I foråret 2012 starter Projekt Skolesport op i 6 skolefritidsordninger i Vejen Kommune. En til to dage om ugen i tidsrummet 14-16.30 vil børn i skolefritidsordningerne kunne deltage i alternative motionstilbud i deres fritid. Det vil være gratis for børnene at deltage i sjove bevægelsesaktiviteter.  

Lederuddannelse for unge
Til at sætte børnene i gang med forskellige bevægelsesaktiviteter er der brug for junioridrætsledere i rollen som hjælpetrænere. Unge i 6. til 10. klasse, som er tilknyttet en idrætsforening har mulighed for at få en uddannelse som junioridrætsleder og efterfølgende et betalt fritidsjob i Projekt Skolesport. Uddannelsen starter i september 2012 og foregår over to weekender. Når de starter jobbet som junioridrætsleder, vil de få omkring 60 kroner i timen.

Fordele for den unge
Fordelene for den unge junioridrætsleder er blandt andet, at de får nogle kompetencer, som senere vil være en styrke, når de skal søge job. De får også et betalt fritidsjob med mening og med forbindelse til den idræt, de dyrker i deres fritid. Som junioridrætsleder får de masser af inputs og kompetencer, som de kan bruge til at udvikle deres egen idrætsforening.

Fordele for idrætsforeningen
For idrætsforeningerne er fordelene, at de kan opkvalificere deres egne junioridrætsledere og nyde godt af nye impulser. Projekt Skolesport skal ikke være en konkurrent, der stjæler arbejdskraft fra foreningslivet, men derimod være en medspiller, som via junioridrætslederne kan være med til at udvikle foreningernes egne tilbud og gøre det attraktivt for flere børn at melde sig til foreningsidræt. Junioridrætslederne vil fungere som ambassadører for deres egne idrætsforeninger, som har mulighed for at få flere medlemmer. Foreningerne kan dermed nå børn, de ellers ikke ser i idrætslivet. Endelig kan det fra foreningens side være en måde at påskønne og pleje deres unge ledere som tak for deres frivillige indsats.

Tilmelding og kontakt
Vil man gerne være junioridrætsleder, skal man aftale med sin idrætsforening, at de sender en af sted på kursus. Foreningen skal betale 3.100 kroner for kurset men får refunderet 75 % fra folkeoplysningsområdet. Foreningen tilmelder den unge hos Helle Hansen, Udvikling & Erhverv - Kultur & Fritid, på 7996 6385 eller . Her kan man også stille spørgsmål om tilbuddet.  

Om Skolesport
Formålet med Skolesport er at give børn, der er usikre over for idræt mulighed for at deltage i idræt og bevægelse og at give børnene lyst til også at benytte andre idrætstilbud. Endelig vil parterne bag projektet gerne styrke sammenhængen og samarbejdet mellem skole, skolefritidsordning og foreningsliv. Man kan læse mere om Skolesport på www.skolesport.com

Skoler, skolefritidsordninger og idrætsforeninger samarbejder om projektet. En pædagog fra de deltagende skolefritidsordninger sørger for at forankre projektet lokalt. Junioridrætslederne vil fungere som hjælpetrænere.

Dansk Skoleidræt, TrygFonden og Danmarks Idræts-Forbund står bag projektet. Projekt Skolesport i Vejen Kommune løber fra 2010 til 2013.

Sidst redigeret den  27. aug 2012