Forside > For borgere > Ældre og handicappede > "Bevar en Aktiv og Selvstændig Hverdag" - BASH

Hjælp til at Bevare en Aktiv og Selvstændig Hverdag

Hvad er BASH

BASH står for ’Bevar en Aktiv og Selvstændig Hverdag’ og er et tilbud om ’hjælp til selvhjælp’ i eget hjem. Hjælpen er møntet på dig, der for eksempel efter en sygdomsperiode eller et ophold på hospital i en periode har behov for at træne nogle bestemte funktioner og aktiviteter, så du igen helt eller delvist kan klare de daglige gøremål med at tage tøj på, lave mad, gøre rent, vande blomster og tømme postkasse.

Hvad er formålet med BASH-hjælp

Målet med BASH-hjælp er at opretholde og/eller styrke din funktionsevne. Det vil sige, at du får hjælp til at træne dig selv op til efterhånden at kunne klare dig selv helt eller delvist, så du kan fortsætte med at leve dit liv mere eller mindre som du altid har gjort uden alt for megen indblanding fra kommunen. At du med andre ord oplever, at du kan bevare en aktiv og selvstændig hverdag med god livskvalitet.

Hvordan får jeg BASH-hjælp

Hvis du søger om hjemmehjælp eller hvis du har behov for ændringer i din hjælp, vil du få besøg af en sagsbehandler fra kommunen, som vil vurdere, om du kan drage nytte af at få tilbudt at være med i BASH. Kan du det, får du besøg af en BASH-terapeut, der sammen med dig afklarer, hvad du forventer dig og har af mål for fremtiden.

Hvordan bliver hjælpen givet

Du vil blive tilknyttet en BASH-medarbejder, som kommer i hjemmet hos dig og sammen med dig træner og udøver ’hjælp til selvhjælp’. Det foregår i dagtimerne og på tidspunkter, som aftales med dig.

BASH-terapeuten følger løbende op på forløbet, som kan strække sig over 4-12 uger.

Når hjælpen ophører hvad så…

I forløbet indgår en afklaring af dit behov for hjælp fremover. Når terapeuten har vurderet, at BASH-hjælpen kan ophøre, er der således også taget stilling til, hvad der videre skal ske. Måske kan du nu klare opgaverne helt selv, eventuelt med brug af hjælpemidler. Eller måske har BASH-forløbet afdækket, at du fortsat har behov for hjælp for at kunne klare dig. Er det tilfældet, får du selvfølgelig bevilget den nødvendige hjemmehjælp og pleje.

Vil du vide mere

Har du brug for flere oplysninger om BASH-ordningen er du meget velkommen til at kontakte:
Visitationen på telefonnummer 7996 6493.

Sidst redigeret den  25. feb 2010